SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 15/2023

30. juni 2023
God sommer

Kære alle medlemmer

Nogen er måske allerede gået ferie i forbindelse med skolernes sommerferie, som er i gang i det ganske land, og der kan også være nogen, som står for at skulle begynde en dejlig ferie, ligesom der givet også er nogen, som har udsat ferien til sensommeren eller måske senere.

Under alle omstændigheder, så ønsker Allan og jeg jer alle en rigtig god og velfortjent ferie. Det må og skal være tiden til at slappe af og samle kræfter til en garanteret travl tid efter ferien.

Og vi går på ferie med en forhåbentlig god fornemmelse i maven i relation til, at der er indgået en 4-årig budgetaftale på Skatteministeriets område – det giver ro, og forhåbentlig kommer der ikke for meget bølgegang på de forskellige områder, selv om vi kan se, at de nye ejendomsvurderinger fylder en del i pressen. Medarbejderne i Vurderingsstyrelsen gør et stort stykke arbejde – husk det kære ledelse.

Vi mærker også, at der sker ting i Gældsstyrelsen med den nye lovgivning på gældsområdet, hvilket har givet nye strategiske ændringer – her kunne vi godt have ønsket os en tidligere involvering. På samme måde vil der givet også ske ændringer i Toldstyrelsen.

I Motorstyrelsen er der frem til nu ansat en del nye kolleger – igen et område, som har offentlighedens bevågenhed. I Skatteankestyrelsen har man gjort sig klar til at håndtere eventuelle klager på ejendomsvurderingsområdet – ligesom man i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen holder snuden i sporet omkring IT-udvikling (fast arbejde).

I Administrations- og Servicestyrelsen ser vi frem til, at man som paraply for styrelsernes medarbejdere husker, at man skal gøre mest muligt godt for medarbejderne – en god måde at fastholde medarbejdere på! Mens tiden i Spillemyndigheden bl.a. også går med at holde danskerne fra at spille!!

Ja, der er nok at se til – og derfor er det nu også spændende at se, hvordan Skattestyrelsen vil forvalte sin tilførsel af 1.000 nye medarbejdere – 1.000 nye kolleger, som skal integreres på en faglig god måde. Ja, mange af Dansk Told & Skatteforbunds medlemmer i Skattestyrelsen og de øvrige styrelser er en kerne af faglige medarbejdere – noget som ledelsen skal huske på, når man vil bygge et stærkt Skatteministerie.

Var det for langt – så bliver slutningen kort:

Rigtig god ferie til alle – ønskes I af Dansk Told & Skatteforbunds sekretariat.

Allan og Jørn


Har Dansk Told & Skat ramt postkassen

Dansk Told & Skat nr. 2/2023 skulle nu gerne være distribueret til medlemmerne af FK Distribution.

Har du ikke senest på søndag den 2. juli modtaget dit blad i postkassen, så skal vi opfordre dig til at udfylde reklamationen hos FK Distribution på siden her.

Reklamationer kan ikke rettes til sekretariatet, da det er FK Distribution der står for håndtering af eftersendelse af bladet.

Hent NYT fra DTS nr. 15/2023 i pdf-format her.

hjemme ill 14