SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 17/2023

15. august 2023
Hovedbestyrelsesmøde

Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde den 14. august 2023. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Kongressen 2023
Hovedbestyrelsen gennemgik materiale, som skal behandles på Dansk Told & Skatteforbunds kongres den 24. og 25. oktober 2023, da frist for forslag til behandling på kongressen er 1. september.

Materialet til kongressen bliver lagt på forbundets hjemmeside i takt med, at det er klar – læs mere om kongressen her.

Den skriftlige beretning vil blive bragt som et tillæg til næste nummer af Dansk Told & Skat.

Her vil der også blive bragt en artikel, der nærmere beskriver forslag til to modeller for ændring af forbundets kollektive gruppelivsordning og forsikring ved kritisk sygdom.

Kort fortalt bygger begge modeller på, at fremtidige medlemmer af forbundet i stedet for den tvungne, kollektive ordning frivilligt kan tilvælge en gruppelivsordning og forsikring ved kritisk sygdom gennem Forenede Gruppeliv (FG).

I den ene model bliver alle, der er medlemmer i dag, på den kollektive ordning, mens nuværende medlemmer i den anden model tilbydes overgang til den frivillige ordning i FG uden afgivelse af helbredsoplysninger.

Hovedbestyrelsen underskrev forbundets regnskab for 2022 og indstillede det til godkendelse på kongressen.

På mødet blev der også behandlet et forslag til budget for den kommende kongresperiode, som bygger på et uændret kontingent.

Endelig drøftede hovedbestyrelsen forslag til justeringer af forbundets vedtægter. Der vil på kongressen blive fremlagt to ”pakker”. Den ene er justeringer, der primært er af redaktionel karakter. Den anden er et forslag, der skal muliggøre afholdelse af en ekstraordinær kongres i november 2023, hvor der også deltager delegerede fra TAT – en ekstraordinær kongres, som kan behandle forslaget til fusion med TAT og nye vedtægter for DTS efter en fusion.

På kongressen får forbundets tillidsrepræsentanter mulighed for at møde Anette Albrechtsen og takke hende for samarbejdet gennem årene. Anette Albrechtsen stopper i sekretariatet med udgangen af august for at tiltræde en ny stilling i Skattestyrelsen.

Aftale- og overenskomstforhandlingerne 2024
Hovedbestyrelsen gennemgik og behandlede forslag til forbundets krav til aftale- og overenskomstforhandlingerne i 2024.

Kravene er opdelt i generelle krav, som gælder hele statens område – f.eks. generelle, procentvise lønstigninger til alle – og specielle krav, som kun gælder på Dansk Told & Skatteforbunds område under Skatteministeriet.

Bruttokravene skal nu indsendes til forbundets centralorganisation CO10. Herefter kommer der en løbende proces i hovedbestyrelsen og i centralorganisationens bestyrelse, hvor kravene prioriteres.

Situationen i FH
Hovedbestyrelsen drøftede situationen i hovedorganisationen FH, hvor der skal afholdes en ekstraordinær kongres den 7. september 2023 med valg af ny formand. Den nuværende fungerende formand Morten Skov Christiansen har meldt sit kandidatur til posten.

Hovedbestyrelsen tager først stilling til formandsvalget tættere på kongressen, når man ved, om der melder sig flere kandidater.

Rigsrevisionen fjerner forbehold for statsregnskabet
Rigsrevisionen har i sin beretning om revisionen af statsregnskabet for 2022 fjernet det forbehold, der gennem de seneste fem år har været omkring statens indtægter for skatter og afgifter. Fjernelsen af forbeholdet er et vigtigt skridt for genopretningen af tilliden til Skatteforvaltningen.

Dansk Told & Skatteforbund ser derfor Rigsrevisionens beretning om statsregnskabet som en anerkendelse af det store arbejde, der især på Skattestyrelsens område har været med at få bragt styr på regnskabsaflæggelsen.

Rigsrevisionen er dog fortsat kritiske omkring Skatteministeriets inddrivelse af gælden til det offentlige – og omkring Skatteministeriets budgetstyring af it-projekter.

Ny chefkonsulent i forbundets sekretariat
Nuværende hovedbestyrelsesmedlem Anita Illum er pr. 1. september 2023 ansat som chefkonsulent i Dansk Told & Skatteforbunds sekretariat, hvor hun afløser Anette Albrechtsen.

I hovedbestyrelsen bliver Anita Illum afløst af den nuværende næstformand for Kreds II (Syd), Kim Jensen, som også stiller op til posten som ny kredsformand på kredsens repræsentantskabsmøde i september.

Hent NYT fra DTS nr. 17/2023 i pdf-format her.

hjemme ill 14