SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 18/2023

31. august 2023
Ændring i aftalen om seniorbonus og seniordage

Centralorganisationerne i CFU og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har indgået forlig i sagen om seniorbonus og seniordage, der opstod efter OK21. Forliget indeholder en ny og ændret aftale om seniorbonus og seniordage. Læs mere i Cirkulære om aftale om Seniorbonus og seniordage her.

I Serviceportalen er der også mere om aftalen med praktiske oplysninger, f.eks. om hvordan man indsætter seniordag med lønfradrag.

Kort om forliget
Den nye seniorbonusordning træder i kraft den 1. januar 2024.

Det år man fylder 62 år, har man ret til at afholde op til to seniordage pr. kalenderår. Seniordagene kan kun afholdes som hele dage.

Når en seniordag afholdes, sker det med lønfradrag (uden løn), idet seniorbonussen (0,8%) automatisk udbetales hver måned sammen med den faste løn.

Aftalen om seniorbonus og seniordage er et supplement til de muligheder, der i øvrigt er for at fastholde seniorer, jf. mulighederne for lokalt at etablere seniorordninger efter cirkulære om aftale om seniorordninger.

Som led i forliget er der aftalt overgangsbestemmelser for ansatte, der i 2022 og 2023 har været omfattet af den gældende seniorbonusordning.

Fakta om forliget
Med forliget slås det fast, at retten til seniordage opgøres således:

Ret til to seniordage:
Fylder man 62 år i perioden: fra den 1. januar til og med den 30. juni, (1. halvår) har man ret til at afholde to seniordage i det kalenderår, hvori man fylder 62 år.

Ret til en seniordag:
Fylder man 62 år i perioden: fra den 1. juli til den 31. december, (2. halvår) har man ret til at afholde en seniordag i det kalenderår, hvori den ansatte fylder 62 år.

Herefter:
I årene efter det fyldte 62. år har alle ret til at afholde to seniordage pr. kalenderår.

Udbetaling af seniorbonus:
Pr. 1. januar 2024 vil seniorbonussen (0,8%) ikke længere blive udbetalt én gang årligt efter kalenderårets udløb men bliver udbetalt automatisk hver måned sammen med den faste løn.

Afholdelse af seniordag:
Når man ønsker at afholde en seniordag, vil dette ske med lønfradrag – det vil sige uden løn.

Med det nye forlig kan seniordage kun afholdes som hele dage.

Man vil ikke længere skulle træffe et årligt valg om konvertering af seniorbonus til seniordage, eller til pensionsbidrag eller en kombination heraf.

Beregning af seniorbonussen:
Beregningsgrundlaget er ændret fra den sædvanlige årsløn til den faste månedsløn.

I konsekvens heraf indgår variable løndele således ikke længere i beregningsgrundlaget – og heller ikke i grundlaget for beregning af lønfradrag.

Pensionsbidraget og pensionsdækningsbidraget indgår heller ikke længere i beregningsgrundlaget, og det er ikke længere muligt at konvertere seniorbonus til et ekstraordinært pensionsbidrag. Den enkelte kan dog med accept fra ansættelsesmyndigheden fortsat vælge, at der skal ske indbetaling af forhøjet eller ekstraordinært pensionsbidrag over en nærmere fastsat periode. Således er det fortsat en mulighed at seniorbonussen kan konverteres til pensionsbidrag.

Til gengæld er seniorbonussen blevet pensionsgivende for både overenskomstansatte og tjenestemænd.

Overgangsbestemmeler:
Som led i forliget er der aftalt overbestemmelser for ansatte, der i 2022 og 2023 har været omfattet af den gældende seniorbonusordning.

Man kan ikke vælge at konvertere seniorbonus vedrørende kalenderåret 2023 til seniordage til afvikling i 2024.

Læs mere
Læs mere i Cirkulære om aftale om Seniorbonus og seniordage her.

I Serviceportalen er der også mere om aftalen med praktiske oplysninger, f.eks. om hvordan man indsætter seniordag med lønfradrag. 

Hent NYT fra DTS nr. 18/2023 i pdf-format her.

hjemme ill 14