STATE - Vedtægter

Vedtægter for SAMMENSLUTNINGEN AF TAT-MEDLEMMER VED ERHVERVSSKOLERNE (STATE)

Navn, formål og medlemmer

§ 1. Sammenslutningen af TAT-medlemmer ved Erhvervsskolerne (STATE) er en partipolitisk neutral lokalafdeling under Foreningen af tekniske og administrative Tjenestemænd.

§ 2. Sammenslutningens formål er at varetage de ved erhvervsskolernes ansatte medlemmers særlige interesser inden for rammerne af denne vedtægt, foreningens vedtægter samt øvrige derom trufne belutninger.

Stk. 2. Hvor intet andet er fastsat i denne vedtægt, gælder foreningens vedtægter.

§ 3. Sammenslutningen omfatter de af TAT's medlemmer, der er ansat ved erhvervsskolerne.

Stk. 2. Ingen kan været tilsluttet sammenslutningen uden at være medlem af TAT.

Daglig ledelse

§ 4. Den daglige ledelse forestås af bestyrelsen, der består af formand, næstformand og 5 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen skal tilstræbes sammensat med mindst 2 administrative ledere, 2 pædagogiske ledere samt 2 repræsentanter for ansatte uden for ledergruppen.

Stk. 2. Valg afholdes for 2 år ad gangen på den årlige generalforsamling. I lige år vælges formand samt 3 bestyrelsesmedlemmer. I ulige år vælges næstformand samt 2 bestyrelsesmedlemmer.

§ 5. Bestyrelsens konstituerer sig snarest efter valget med en sekretær og en kasserer.

§ 6. Formanden repræsenterer sammenslutningen og er normalt dens repræsentant i sammenslutninger, kommissioner, nævn, råd og udvalg, hvori sammenslutningen skal repræsenteres. Formanden fører forhandlinger - om nødvendigt selvstændigt - i overensstemmelse med foreningens vedtægter, sammenslutningens vedtægt og forretningsorden samt øvrige af repræsentantskabet eller generalforsamlingen vedtagne beslutninger.

§ 7. Næstformanden træder i formandens sted under dennes forfald, samt hvis formanden nedlægger sig mandat i valgperioden.

Stk. 2. Såfremt næstformanden nedlægger sit mandat i valgperioden eller tiltræder som formand, udpeger bestyrelsen selv en ny næstformand blandt de øvrige bestyrelsesmedlemmer indtil næste generalforsamling.

§ 8. Sekretæren varetager sammenslutningens sekretariatsvirksomhed efter de af bestyrelsen herom fastsatte bestemmelser.

§ 9. Kassereren varetager sammenslutningens kasseforretninger og regnskab i overensstemmelse med de af hovedbestyrelsen og sammenslutningens bestyrelse herfor fastsatte bestemmelser. Kassereren er ansvarlig for de ham betroede midler.

§ 10. Revisorerne gennemgår umiddel­bart efter regnskabsårets udløb årsregnskabet med hertil hørende bilag, kontrollerer pengebeholdningernes tilstedeværelse og bekræfter med deres underskrift regnskabernes rigtighed.

Generalforsamling 

§ 11. Sammenslutningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der kan være ordinær som ekstraordinær. Bestyrelsen indkalder til generalforsamling via TAT's hjemmeside under det særlige område for STATE (www.tat.dk <Medlem i TAT→ STATE>) og ved elektronisk udsendelse til medlemmerne med 6 ugers varsel og med angivelse af frist for indsendelse af forslag, der ønskes behandlet. Dagsorden og evt. øvrigt materiale til generalforsamlingen udsendes til medlemmerne elektronisk med mindst 14 dages varsel.

Stk. 2. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Stk. 3. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.

Stk. 4. Alle afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal blandt de tilstedeværende. Ændringer i sammenslutningens vedtægter kræver dog 2/3 af de tilstedeværendes stemmer.

Stk. 5. Skriftlig afstemning foretages, såfremt flertallet stemmer herfor. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 6. Over forhandlingerne på generalforsamlingen udfærdiges på bestyrelsens foranledning et referat, der medunderskrives af dirigenten. Et eksemplar af referatet sendes til hovedbestyrelsen. 

§ 12.  Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af juni måned. Dagsordenen for generalforsamlingen skal mindst indeholde følgende punkter:

Valg af dirigent.

Beretning.

Regnskab.

Indkomne forslag, herunder fastsættelse af kontingent.

Valg til bestyrelsen.

Valg af 2 revisorer.

Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen samt 1 revisorsuppleant.

Eventuelt.

Stk. 2. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen. De modtagne forslag skal være indeholdt i den udsendte dagsorden, jfr. § 11, stk. 1, sidste punktum.

§ 13. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når det af bestyrelsen skønnes nødvendigt, eller når mindst 1/3 af sammenslutningens medlemmer fremsætter ønske herom med motiveret dagsorden. I sidste fald skal generalforsamlingen afholdes senest en måned efter ønskets fremsættelse.

Forhandlingsret

§ 14. Sammenslutningen fører selvstændigt alle lokale forhandlinger, samt de forhandlinger, der af hovedbestyrelsen delegeres til sammenslutningen.

Stk. 2. Alle forhandlinger med et samlet ministerium, Centralorganisationen af 2010 samt andre centralorganisationer og etatsorganisationer føres af hovedbestyrelsen.

§ 15. Sager kan af sammenslutningen forelægges hovedbestyrelsen til videre forhandling og afslutning.

Økonomi og regnskab

§ 16. Sammenslutningens regnskabsår er kalenderåret.

§ 17. Bestyrelsen er ansvarlig for sam­menslutningens midler. Sammenslutningens udgifter afholdes efter regning, attesteret af formanden.

Stk. 2. Sammenslutningens midler skal - bortset fra en rimelig kassebeholdning - være anbragt i pengeinstitut eller på anden betryggende måde.

§ 18. Umiddelbart efter regnskabsårets afslutning udfærdiger kassereren årsregnskab og status, der overgives til revision i henhold til § 10 så betids, at regnskabet kan forelægges på førstkommende generalforsamling.

Medlemsmøder

§ 19. Medlemsmøder afholdes så ofte bestyrelsen finder anledning dertil, eller såfremt der fremsættes ønske herom fra medlemmerne.

Stk. 2. Efter beslutning på generalforsamlingen kan bestyrelsen indkalde til instruktive møder eller andre former for møder til medlemmernes orientering og styrkelse af sammenholdet.

Øvrige bestemmelser

§ 20. Meddelelse om afholdelse af generalforsamlinger, medlemsmøder og andre møder tilsendes foreningens hovedbestyrelse.

§ 21. Sammenslutningen kan kun opløses, såfremt erhvervsskolernes nedlægges eller overføres til en anden styrelse, hvor der i forvejen findes en lokalafdeling, eller såfremt medlemstallet bliver så lille, at der ikke er grundlag for en sammenslutning.

§ 22. Ved sammenslutningens opløsning overgår dens midler til hovedbestyrelsen, medmindre opløsning sker i forbindelse med sammenlægning med en anden styrelse. I så fald overgår sammenslutningens midler til den derværende lokalafdeling.

Ikrafttræden

§ 23. Disse vedtægter, vedtaget på den stiftende generalforsamling den 2. september 1982 og som ændret senest på generalforsamlingen den 6. maj 2014, træder i kraft umiddelbart efter vedtagelsen på generalforsamlingen.

Godkendelsespåtegning

Foranstående vedtægter er godkendt i medfør af TAT-vedtægtens § 38, stk. 2, jf. § 44, stk. 1.

København K., den 8. maj 2014.

Hans-Jørgen Møllegaard
seniorkonsulent