SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 10/2020

23. marts 2020
Kære alle medlemmer

Jeg håber, at alle har det så godt, som man nu kan have det i disse svære tider. Det er en vanskelig situation, og Danmark er jo et lille samfund, som gør, at vi alle på en eller anden måde er påvirket af corona – enten fordi vi kender nogen, der har sygdommen tæt inde på livet, eller fordi vores adfærd er rigtigt meget ændret.

Langt de fleste af os arbejder hjemme, og jeg håber, at I alle er ved at finde jer til rette, selv om det så absolut ikke er det samme. At arbejde hjemme en gang imellem er ok, men at arbejde hjemme i denne situation er en nødvendighed, hvis vi skal komme igennem corona-situationen på en ok måde.

Jeg tænker meget på de medlemmer, som er direkte berørt af corona, men også på de medlemmer, som har nogen i den nære familie eller omgangskreds, som er ramt – jeg håber på det bedste for alle.

Med hensyn til at arbejde hjemme er det mit håb, at I alle husker den sociale vinkel – at I fra tid til anden er i kontakt med jeres kolleger, og at der er etableret en god kontakt mellem dig, enheden og din nærmeste leder.

Det er min klare fornemmelse, at alle medlemmer giver den en skalle – og at der er nok af arbejde at kaste sig over.

Der er i al fald mellem ledelsen – specielt ledelsen i Administrations- og Servicestyrelsen – og organisationerne etableret en god kontakt, hvor vi jævnligt hører hinanden om eventuelle udestående spørgsmål, som altid vil opstå i denne situation. I Skatteforvaltningen, Skatteankestyrelsen og Spillemyndigheden er der god kontakt via dialogfora.

I den forbindelse er der to opfordringer til jer – nemlig at stille spørgsmål via corona-postkassen eller at tage fat i forbundets tillidsrepræsentanter eller forbundets sekretariat.

Indtil videre har vi på formandsmøderne – altså møderne mellem Administrations- og Servicestyrelsen og organisationsformændene – snakket om PULS og gennemførelsen af PULS. PULS kører videre og gennemføres som planlagt med henblik på at kunne udbetale tillæg inden sommerferien. Forbundet har fra en valgenhed hørt om betænkeligheder omkring PULS, fordi der fra medlemmerne er udtrykt usikkerhed. Det er blevet sådan, at man altid efterfølgende kan bede om at få et fysisk møde, hvor ens forhold kan drøftes nærmere.

I forbindelse med lønsamtalerne opfordres alle til at indsende skemaerne med begrundelse for tillæg til sin tillidsrepræsentant, der så sørger for videresendelse til den, som skal forhandle tillæg, der igen kan fremsende det til forbundets sekretariat.

Vi har også talt om ferie, afspadsering mv. I relation til ferie, så er det sådan, at planlagt ferie skal afholdes som normalt. Forbundet har spurgt til, om man ikke kunne udskyde en planlagt ferie på grund af corona-situationen. En eventuel udskydelse skal aftales med sin nærmeste leder, med mindre der er tale om forretningskritiske funktioner.

Forholdene omkring ferie, afspadsering mv. er i øvrigt – på baggrund af den seneste tids avisskriveri – løftet op på CFU-niveau (Centralorganisationerne ForhandlingsUdvalg), idet Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har anmodet om en forhandling – og det, som man vil drøfte, er selvfølgelig, om der kan ske fravigelse af fristerne for varsel af ferie, afspadsering mv.

Vi har endvidere talt om flytningerne som følge af etableringen af den nye skatteforvaltning, som jo er fastsat til – i det store og hele – at være færdiggjort med udgangen af dette år. Fra forbundets side har vi tilkendegivet, at vi finder, at man burde sætte tingene i stå, idet vi jo står over for en udbygning af antallet af skattecentre med to – nemlig i Frederikssund og i Fredericia. Flytningerne gennemføres alligevel.

Det vil ellers – efter vores opfattelse – give god mening, at man udskyder de sidste flytninger, indtil man ved noget om, hvilke opgaver, der skal være på de pågældende adresser. Der har fra ledelsens side været tilkendegivet, at det kan komme på tale at flytte hele enheder. Forbundet har talt imod denne holdning, idet man på den måde kan komme til at flytte medarbejdere flere gange, ligesom man kan risikere at udelukke medarbejdere med kompetencerne i at søge mod de nye geografiske lokationer.

I det hele taget finder forbundet, at den procedure, som bør etableres, skal bygge på frivillighed – altså at man først og fremmest udarbejder opgaveplaceringen, herefter laver frivillige opslag, så man herefter ser, hvilke kompetencer, som man skal efterspørge. I det hele taget, så bør det være sådan, at hvis en opgave/enhed skal flyttes, så bør det være frivilligt at flytte med – og hvis man ikke vil med, så bør det være Skattestyrelsens ansvar at indplacere den pågældende på det nuværende sted.

Til sidst vil jeg gerne lige slå endnu et slag for den sociale dimension – husk at kontakte hinanden – inviter gerne en kollega til en virtuel kop eftermiddagskaffe/te – det er vigtigt at bevare de sociale relationer.

Pas på dig selv – og pas på hinanden...

Jørn

Hent NYT fra DTS nr. 10/2020 i pdf-format her.

hjemme ill 14