SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 10/2022

4. maj 2022
Hovedbestyrelsesmøde

Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde på teams tirsdag den 3. maj 2022. På mødet drøftede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Tillægsforhandlingerne
Hovedbestyrelsen drøftede status på tillægsforhandlingerne rundt omkring i Skatteforvaltningens styrelser.

Generelt er forhandlingerne forløbet fint, og i mange afdelinger er de allerede afsluttet. Der har dog flere steder været problemer med at adskille processen omkring honorering af merarbejde med processen omkring tillægsforhandlinger.

I en enkelt styrelse er der endnu ikke enighed mellem ledelsen og personaleorganisationerne. Hovedbestyrelsen følger situationen tæt og bakker styrelsens fællestillidsrepræsentant op.

Kontaktudvalgsmøde
Der har været afholdt møde i kontaktudvalget mellem departementschefen og personaleorganisationerne.

Her var der lejlighed til bl.a. at udveksle og drøfte synspunkter omkring de fremtidige økonomiske rammer for Skatteforvaltningen, udvikling af it-systemer, samarbejde på tværs i Skatteforvaltningen, udskiftninger i direktionerne, kvaliteten af rengøring og facility management samt resultatet af MTU, APV og lederevalueringen.

Klager over ISS
Der er fortsat mange, der er utilfredse med de ydelser, som ISS leverer til Skatteforvaltningen gennem kontrakten med Bygningsstyrelsen. Det har derfor også været drøftet på et møde mellem Administrations- og Servicestyrelsen og organisationerne.

Organisationerne har forgæves forsøgt at få adgang til de kontrakter, der er indgået med ISS for at se, hvilke ydelser – og niveauet på dem – der er aftalt mellem ISS og Bygningsstyrelsen. Adgangen til kontrakterne skulle være for at klager til Bygningsstyrelsen over mangler i ISS´s arbejde kan ske på det rette grundlag.

Det er ikke muligt at få denne adgang til kontrakterne, men Administrations- og Servicestyrelsen har indvilget i at beskrive ydelserne nærmere i en artikel på intranettet, så der kan ske en bedre forventningsafstemning.

Det er muligt at klage til Bygningsstyrelsen over ting, der ikke bliver udført – og Administrations- og Servicestyrelsen har tilkendegivet, at de vil følge op på Bygningsstyrelsens behandling af klagerne. Men forbundets tillidsrepræsentanter må fortsat meget gerne sende konkrete eksempler på problemer ind til sekretariatet, hvor de vil blive samlet og bragt videre i de relevante mødefora.

MTU, APV og lederevaluering
Resultaterne af undersøgelsen er nu klar, og overordnet set tegner der sig et nogenlunde positivt billede de fleste steder.

I APV´en er der dog en række elementer omkring, stress, indeklima og støj som går igen fra undersøgelsen i 2019, og hvor Dansk Told & Skatteforbund denne gang vil presse på for, at der bliver gjort mere for at gøre noget ved kritikpunkterne.

Omkring det fysiske arbejdsmiljø er der måske isoleret set ikke så mange problemer med mobning, chikane og diskrimination, men når man lægger svarene fra de tre punkter sammen og sammenholder det med, at Skatteforvaltningen her har nul-tolerance, giver det alligevel anledning til et nærmere fokus på området.

Resultaterne fra de enkelte styrelser skal nu behandles i styrelsernes samarbejdsudvalg.

Forbundets arbejdsmiljøudvalg vil på baggrund af besvarelserne udvælge nogle fokuspunkter, hvor arbejdsmiljøudvalget vil koncentrere forbundets indsats.

Hent NYT fra DTS nr. 10/2022 i pdf-format her.

hjemme ill 14