SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 14/2025

18. juni 2025
Besparelser i staten

Kære Medlemmer

Egentlig havde jeg håbet på, at dette NYT fra DTS skulle være et ønske til alle medlemmer om en god sommer oven på et travlt første halvår. Dette ønske skal selvfølgelig opfyldes alligevel – så god sommer, nyd sommeren – I har alle fortjent at hvile ud og at få ladet batterierne op.

Og nu til den kedelige information.

Personaleorganisationerne blev i går informeret om, at regeringen i dag offentliggør en samlet plan for besparelser på det statslige område.

Hvis man går ind på Finansministeriets hjemmeside, så vil man kunne se et faktaark, hvor konsekvenserne for de enkelte ministerier er offentliggjort – og således også konsekvenserne på Skatteministeriets område. Det vil således både få indflydelse på ministerier, hvor forbundets DTS/TAT-medlemmer er, og på Skatteministeriets område, hvor forbundet har flest medlemmer.

Besparelserne på Skatteministeriets område vil betyde, at der fuldt indfaset i 2030 skal være en besparelse på 1,1 mia. kr., hvilket betyder, at der i 2030 skal være 1.050 årsværk færre i Skatteministeriet. Det svarer til 210 årsværk pr. år.

Der kan stilles en masse spørgsmål i den anledning, men Skatteministeriets departementschef Merete Agergaard har meddelt, at man først forventer efter sommerferien at komme tættere på, hvordan planen skal føres ud i livet.

Departementschefen har endvidere peget på, at der jo aktuelt er flere tiltag i gang i Skatteministeriet – bl.a. et organisatorisk eftersyn – også benævnt en forvaltningsanalyse. Denne analyse har tre spor, som for det første omhandler Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, for det andet omhandler det de fem fagstyrelser og endelig for det tredje, omhandler det en analyse af Administrations- og Servicestyrelsen.

I forhold til ovennævnte udmelding fra regeringen, så vil forbundet selvfølgelig gå ind i dialogen med ledelsen i forhold til at tage bedst muligt vare på de personalemæssige situationer, som altid opstår i en nedskæringsperiode. Ledelsen i Skatteministeriet har givet udtryk for, at man sammen med organisationerne vil gøre processen med ordentlighed i højsæde.

Når det er sagt, så skal der ikke være nogen tvivl om forbundets holdning – vi kan simpelt hen ikke forstå, hvordan regeringen tør spare på Statens område. F.eks. ved enhver – bl.a. ud fra erfaringerne fra tidligere tiders nedskæringer – at en nedgang i ressourcer på Skatteministeriets område, ja det vil betyde, at statens indtægter også får en nedadgående kurve.

Vi kan i Dansk Told & Skatteforbund ikke forstå, at man tør det en gang til! Vi synes, at det er meget bedre at sikre statens indtægter ved at opruste på Skatteministeriets område – vi har gang på gang bevist, at det betaler sig at investere i ressourcer i Skatteministeriet.

…og alligevel – god sommer!

Hilsen Jørn

Hent NYT fra DTS nr. 14/2025 i pdf-format her.

hjemme ill 14