Der er nu afsagt kendelse i voldgiftssagerne om evt. forskelsbehandling i forbindelse med honorering af deltidsansattes merarbejde.
Sagerne har været rejst af en række faglige organisationer – bl.a. Dansk Told & Skatteforbund gennem vores centralorganisation CO10.
Konklusionen er, at der ikke skal være forskel på honorering af overarbejde – uanset om man er deltidsansat eller ansat på fuld tid. Alle har ret til lige vilkår.
Afgørelsen betyder, at arbejde ud over den deltidsansattes normale ugentlige normtid nu kan regnes som overarbejde, når der bliver beordret overarbejde. Tidligere blev det først betragtet som overarbejde, hvis det lå ud over 37 timer om ugen.
Forbundet har tidligere orienteret om sagen og bedt medlemmer om at indberette deres oplysninger, da afgørelsen har tilbagevirkende kraft. Når vi har mere overblik over de næste skridt, vender vi tilbage med nærmere information.
Afgørelsen er en glædelig nyhed for DTS som fagforening – og for de omfattede medlemmer også et klart bevis på, at det er godt at være medlem af en forhandlingsberettiget fagforening.
Hent NYT fra DTS nr. 7/2026 i pdf-format her.
