I mandags var vi ude med et NYT fra DTS, hvor budskabet var, at vi bakker op om skatte- og vækstminister Jacob Engel-Schmidts initiativ til at involvere medarbejderne i arbejdet med retssikkerheden i Skatteforvaltningen. Det gør vi stadig – det er altid godt at involvere medarbejderne i nye tiltag. Og medlemmerne i Dansk Told & Skatteforbund består af en faggruppe, der besidder de helt rigtige faglige kompetencer til at bidrage til det fortsatte arbejde vedr. retssikkerhed.
Tonen i den offentlige debat er skarpt anlagt fra ministerens side. Det har medført en endnu hårdere tone i kommentarsporene, og proportionerne er ved at stikke af. Debatten er ensidig, og vi har forståelse for, at I rammes på jeres faglige stolthed, når kritikken rettes bredt mod Skatteforvaltningen.
Vi mener, at det er vigtigt at skelne mellem kritik af konkrete fejl og en vurdering af de mange medarbejdere, der hver dag løser komplekse opgaver professionelt og med stor ansvarlighed ud fra de rammer, der er givet fra Folketinget. Vi er endvidere overbeviste om, at der overordnet set er styr på retssikkerheden i Skatteforvaltningen. Men vi hilser alligevel velkommen, at der nu skabes bedre muligheder for, at medarbejderne kan pege på eventuelle uhensigtsmæssigheder i opgaveløsningen. Samtidig skal vi dog understrege, at retssikkerhed er et politisk og ledelsesmæssigt ansvar – politisk ansvar for at skabe grundlaget for retssikkerhed og ledelsesmæssigt ansvar for at føre det ud i livet.
Ud over at sende en sommerhilsen til medarbejderne i Skatteforvaltningen sendte Jacob Engel-Schmidt også en sommerhilsen til Dansk Told & Skatteforbund, hvor han inviterede til møde efter sommerferien. Vi ser frem til muligheden for at drøfte situationen med ministeren.
God sommer til jer alle!
Hent NYT fra DTS nr. 21/2026 i pdf-format her.
