Redegørelsen fra Skattestyrelsen vedrørende behandling af de sager om identitetstyveri, der blev sat fokus på i ”Operation X”, blev offentliggjort i går. Det fik skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt til på tv at udtrykke stærk kritik af Skattestyrelsens ageren i sagerne – og styrelsens direktør Thomas Hjortenberg var ude med en dyb beklagelse over de begåede fejl.
Der er sket fejl, og det er beklageligt. Men der er ikke belæg for, at fejlene generelt er udtryk for en problematisk kultur i Skattestyrelsens behandling af ofte komplekse sager. Fejl kan ske på alle områder, og det vigtige er, at der tages læring af fejlene, og at der rettes op på de utilsigtede konsekvenser.
Retssikkerheden for borgere og virksomheder er helt centralt i Skattestyrelsens arbejde med at sikre, at alle betaler den skat, de skal ifølge lovgivningen. Det er derfor beklageligt, at retssikkerheden nu er blev udfordret af problemer med nogle atypiske og komplekse sager, der har været løst i samspil med politiet – og hvor der har været flere forskellige nuancer end dem, der har været fremme i medierne.
Dansk Told & Skatteforbunds medlemmer oplever desværre i stigende grad, at deres faglighed bringes i tvivl i mødet med borgere, virksomheder og rådgivere. Forbundet skal derfor appellere til, at sagen ikke blæses op, så tilliden til Skatteforvaltningen generelt bringes i fare. Det er ude af proportionalitet.
Dansk Told & Skatteforbund har to gange gennem de seneste to måneder forsøgt at få det møde i stand med den nye skatte- og vækstminister. Nu er forbundet endelig indkaldt sammen med de øvrige personaleorganisationer. Forbundet går konstruktivt til mødet med skatte- og vækstministeren – og håber på, at ministeren vil sætte fokus på, hvordan vi løser problemerne i fællesskab og baseret på en intern dialog.
Skatteområdet er uhyre komplekst, og Dansk Told & Skatteforbund skal derfor endnu en gang opfordre politikerne til også at vende blikket indad og tage et helt nødvendigt ansvar for en forenkling og ændring af lovgivningen til gavn for den generelle retssikkerhed på Skatteforvaltningens område.
Hovedbestyrelsen vil på det ekstraordinære møde i morgen drøfte sagen og dens forskellige perspektiver.
Hent NYT fra DTS nr. 24/2026 i pdf-format her.
