SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 10/2015

27. februar 2015

Opslag af job som pantefoged

SKAT har et internt opslag, hvor man søger et større antal pantefogeder til København og Køge. Stillingerne i Køge vil dog senere blive flyttet til Næstved i forbindelse med lukning af adressen i Køge. Ansøgningsfristen er den 10. marts 2015.

Opslaget har været drøftet på et møde mellem formand for TR-forum Inddrivelse, Lene Höilund, og inddrivelsesdirektør Jens Sørensen.

Ledelsen har til hensigt at afvente interne ansøgere – og hvis der ikke kommer tilstrækkeligt med interne ansøgninger, så slå de resterende stillinger op eksternt.

Dansk Told & Skatteforbund skal opfordre alle medlemmer inden for det relevante geografiske område, som har fogedkompetencer og en personlig profil og adfærd, der matcher jobbet som pantefoged, til at søge de opslåede stillinger. Medlemmerne vil på den måde kunne få indflydelse på egen fremtid i forbindelse med de geografiske og opgavemæssige ændringer, der vil ske i SKAT i de kommende år.

Lene Höilund fremhæver, at det er vigtigt, at medlemmerne, som godt kan se sig selv i de opslåede jobs som pantefogeder søger stillingerne. Ikke mindst set i lyset af de ændringer, der ellers står foran med ændrede opgaver og lokalisering i SKAT.

Interesserede medlemmer er altid velkommen til at kontakte Lene Höilund eller en af de andre tillidsrepræsentanter i TR-forum Inddrivelse, hvis man har spørgsmål, man gerne vil drøfte, inden man sender en ansøgning. Se oversigt over tillidsrepræsentanterne her.


Hovedbestyrelsesmøde

Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholder ordinært møde onsdag den 4. marts 2015. På dagsordenen er bl.a. følgende emner:

  • OK ´15-resultatet
  • Konstitution
  • Oprykninger/udnævnelser
  • Lønpolitik
  • Omstrukturering i Spillemyndigheden
  • MTU/APV, herunder HSU-seminar
  • Forbundets kommunikationsplan
  • Meddelelser i øvrigt