SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 6/2016

11. marts 2016

Hovedbestyrelsesmøde
Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelsesmøde afholdt ordinært hovedbestyrelsesmøde den 10. marts 2016. På mødet behandlede hovedbestyrelsen bl.a. følgende emner:

Situationen i SKAT
Hovedbestyrelsen havde en bred drøftelse af den aktuelle situation i SKAT – herunder Rigsrevisionens rapport om udbyttesagen.

Hovedbestyrelsen drøftede bl.a. den placering af ansvaret, der nu skal ske gennem tjenstlige undersøgelser, hvor tre af forbundets medlemmer er involveret. Forbundet stiller naturligvis advokatbistand til rådighed for de pågældende i forbindelse med sagen.

Hovedbestyrelsen drøftede også den udsendelsesrække, der har været på DR2 med titlen "Skeletterne i SKAT", hvor udviklingen i SKAT siden etableringen i 2005 er blevet afdækket.

Dansk Told & Skatteforbund havde forventet, at udsendelserne ville have givet anledning til mere debat i medierne – men må konstatere, at den politiske aftale om borgfred omkring SKAT, der er indgået mellem en række partier, har den konsekvens, at politikerne ikke ønsker, at der placeres et politisk ansvar, for de skandaler, der har været i SKAT. Det har givet dæmpet mediernes interesse for sagen.

Hovedbestyrelsen er af den opfattelse, at det ikke går godt i SKAT for tiden, og der er en række ting, der bør arbejdes med for at forbedre forholdene. Det gælder både på det organisatoriske og det faglige område.

Det er en bizar situation, at gælden stiger, der unddrages store beløb i virksomhederne og tilfredsheden blandt SKATs kunder er for nedadgående. Alligevel kan vi konstatere, at vi har en skatteminister, som har det udgangspunkt, at det behøver der ikke at blive gjort noget ved i ressourcemæssig sammenhæng.

Dansk Told & Skatteforbund vil derfor arbejde videre med at få afdækket, hvad der er galt i SKAT - og det vil blive et tema på forbundets tillidsrepræsentantkonference i april 2016, hvor vi vil forsøge at blive mere konkrete omkring vores løsningsforslag.

Arbejdstid
Forbundets sekretariat har nu gennemført afstemning blandt medlemmerne i tre grupper omkring deres holdning til indgåelse af mere fleksible aftaler omkring arbejdstid for den pågældende medlemsgruppe.

Blandt fuldmægtigene blev der afgivet 233 stemmer ud af 302 mulige. Her stemte 26 for bevarelse af en månedsnorm og 197 stemte for overgang til kvartalsnorm.

Blandt chef- og specialkonsulenter blev der afgivet 234 stemmer ud af 287 mulige. 75 stemte for bevarelse af månedsnorm, 156 stemte for overgang til årsnorm og 4 stemte blankt.

Endelig blev der blandt medlemmer i kontinuerlig tjeneste afgivet 79 stemmer ud af 111 mulige. 41 stemte for bevarelse af månedsnorm, 37 stemte for overgang til kvartalsnorm og 1 stemte blankt.

Afstemningerne blev gennemført med udgangspunkt i, at der skulle arbejdes videre med den model, der kunne opnå simpelt flertal.

Derfor gav hovedbestyrelsen mandat til, at der nu forhandles med SKAT omkring indgåelse af nye, mere fleksible aftaler på arbejdstidsområdet for fuldmægtige samt chef- og specialkonsulenter. Derimod bevares de nuværende aftaler for medlemmerne i kontinuerlig tjeneste.

Hovedbestyrelsen har tidligere besluttet, at der skal indgås ny aftale for fagkonsulenterne uden medlemsafstemning, da forhandlingsresultatet her fuldt ud opfyldte hovedbestyrelsens krav.

Der er fortsat en række tekniske ting, der skal forhandles på plads med SKAT, inden de nye aftaler kan underskrives. Det er derfor endnu uvist, hvornår aftalerne kan træde i kraft.

Status på tillægsforhandlingerne
Tillægsforhandlingerne i forretningsområderne er nu gået i gang i Kundeservice.

Tillægsforhandlingerne i IT - og sandsynligvis Økonomi - er også på vej til at starte op, og det forventes, at de her er afsluttet inden sommerferien.

Der er endnu ikke aftalt forhandlingsforløb for tillægsforhandlingerne i Indsats, Inddrivelse og HR.

Ferieboligen i Løkken
Forbundet må imødese udgifter til advokatbistand i forbindelse med de tjenstlige forhør, der nu skal være i kølvandet på udbyttesagen. Det vil trække på forbundets likviditet.

Samtidig trænger ferieboligen i Gudhjem til en renovering, så lejlighederne kan blive bragt op på en mere nutidig og attraktiv standard.

Hovedbestyrelsen besluttede derfor at følge den bemyndigelse, der blev vedtaget på forbundets kongres i 2014, og sætter derfor nu ferieboligen i Løkken til salg.

De allerede indgåede lejeaftaler vil naturligvis blive respekteret i forbindelse med et salg af ferieboligen.

Hent NYT fra DTS nr. 6/2016 i pdf-format her.

 
hjemme ill 08