Forhandlingerne mellem finansministeren og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) har nu resulteret i en generel aftale om en ny treårig overenskomstperiode, der løber fra 1. april 2026 til 31. marts 2029.
Den samlede økonomiske ramme for OK26 udgør 7,8 procent over perioden.
Den indgåede aftale udgør den generelle del af CFU-forliget. Frem til den 17. marts 2026 gennemføres de såkaldte organisationsforhandlinger, også kendt som “forhandlingerne ved de små borde”. Resultatet af disse forhandlinger vil sammen med den generelle aftale udgøre det samlede CFU-forlig.
Dansk Told & Skatteforbund går nu til de små borde
I de kommende uger deltager Dansk Told & Skatteforbund i organisationsforhandlingerne. Her har vi en organisationspulje på 0,72 procent fra samlede ramme til at forhandle forbedringer, f.eks. i forhold til løngrupper og andre målrettede forhold for vores medlemmer.
Den første forhandlingsrunde finder sted allerede på mandag den 23. februar. Der kan dog først meldes konkrete resultater ud, når forhandlingerne er afsluttet, og det samlede resultat ligger fast.
Hovedbestyrelsen er løbende inddraget i processen — både gennem orienteringer og ved at bidrage med input og prioriteringer undervejs.
Klædt på til spørgsmål fra medlemmerne
Torsdag den 19. februar og igen mandag den 23. februar gennemgår vi i sekretariatet den generelle del af CFU-forliget for forbundets tillidsrepræsentanter, så de er bedst muligt rustet til at besvare spørgsmål fra medlemmerne.
Det skal dog understreges, at forliget stadig er helt nyt, og at der fortsat er forhold, som endnu ikke er fuldt afklaret. I takt med at vi får et mere nuanceret billede, vil vi løbende orientere både tillidsrepræsentanter og medlemmer.
Godkendelse af det samlede resultat
Den 20. marts afholder CO10 et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvor der tages stilling til det samlede forhandlingsresultat.
Information til medlemmerne
I denne del af året afholder vi på vanlig vis også mange medlemsmøder, hvor OK26 naturligt fylder en stor del af dagsordenen. Her vil det være muligt at høre nærmere om, hvad resultaterne indebærer.
Når det endelige resultat foreligger, vil sekretariatet desuden afholde åbne informationsmøder via Teams i form af drop-in-møder. Her kan medlemmer få en gennemgang af OK26 og stille spørgsmål til, hvad aftalen konkret betyder for dem.
Det er desværre ikke muligt at optage møderne til senere visning. Der vil dog blive afholdt flere identiske møder, så alle får mulighed for at deltage på et tidspunkt, der passer.
Ansatte på Dansk Told & Skatteforbunds aftaleområde er omfattet af statens arbejdstidsaftale med tilknyttede lokalaftaler.
Hent NYT fra DTS nr. 9/2026 i pdf-format her.
