SENESTE NYT

NYT fra DTS nr. 12/2026

13. april 2026
Hovedbestyrelsesmøde

Dansk Told & Skatteforbunds hovedbestyrelse afholdt ordinært møde onsdag den 8. april 2026, hvor hovedbestyrelsen bl.a. behandlede følgende emner:

OK26
Hovedbestyrelsen drøftede status på forhandlingerne mellem forbundet/CO10 og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om de specielle krav på Dansk Told & Skatteforbunds aftale- og overenskomstområder.

Forhandlingerne fortsatte efter hovedbestyrelsesmødet og blev først afsluttet med en aftale den 10. april, hvor der derfor også blev afholdt et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde.

På det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde blev aftalen om de specielle krav godkendt – og hovedbestyrelsen besluttede, at forbundets repræsentanter på CO10´s repræsentantskabsmøde den 13. april 2026 stemmer ja til, at centralorganisationen indstiller det samlede resultat ved OK26 til godkendelse i organisationerne.

Informationen om resultatet af OK26 på hjemmesiden – dts.dk/OK-2026 – vil snarest blive suppleret med informationer om resultatet af forhandlingerne om de specielle krav på forbundets område.

Status på statens arbejdsprogram og afskedigelsesrunden
Hovedbestyrelsen fik en status på sekretariatets arbejde med afskedigelsessagerne.

Hovedbestyrelsen har fortsat fokus på konsekvenserne for opgaveløsningen med færre ressourcer i Skatteforvaltningens styrelser.

Det er nødvendigt, at der sker et reelt opgavebortfald og nedjustering af målene i styrelserne. Afskedigelserne må ikke have den konsekvens, at de medarbejdere, der er tilbage, blot skal ”løbe hurtigere” for at løse den samme mænge opgaver, som før afskedigelsesrunden.

Hovedbestyrelsen pegede også på nødvendigheden af, at styrelserne allerede nu har fokus på mulige konsekvenser af statens arbejdsprogram efter udløbet af den nuværende budgetaftaleperiode ved udgangen af 2027.

Det forventes dog, at dette arbejde reelt først kan gå i gang, når der er dannet en ny regering.

Samarbejde med A-kasser
Dansk Told & Skatteforbund har gennem flere år samarbejdet med to A-kasser – Min A-Kasse og A-kassen A&Til (tidligere FTFa).

Begge A-kasser har gode tilbud til forbundets medlemmer, og da de hver især har forskellige profiler og styrker, besluttede hovedbestyrelsen, at forbundet skal indgå i et ligeværdigt samarbejde med begge A-kasser som et tilbud til medlemmerne.

Vidste du, at…

Dansk Told & Skatteforbund har en række faglige udvalg, der arbejder for dine interesser?

F.eks. arbejder vi i arbejdsmiljøudvalget for at sikre et bedre og mere trygt arbejdsliv for medlemmerne. Udvalget følger udviklingen i arbejdsmiljøet, sætter vigtige temaer på dagsordenen og bidrager med faglig viden.

På det seneste møde i arbejdsmiljøudvalget drøftede vi både barsel og overgangsalder. Vi følger vores medlemmer i alle livsfaser.

Du kan følge DTS på Facebook og/eller Instagram og her følge med i, hvad der kommer i det næste ”Vidste du at …”

Få Danmarks højeste rente på din lønkonto som DTS-medlem

Som DTS-medlem kan du få Danmarks højeste rente på lønkontoen i Lån & Spar. I 2025 fik DTS-medlemmer i banken samlet set udbetalt tæt på 1 mio. kr. i renter.

Derudover får du attraktive lån, en personlig rådgiver, der kender dit fag, og en bank, der arbejder for fællesskabet.

Tjek fordelene her.

Hent NYT fra DTS i pdf-format her

hjemme ill 14